Bue Logo preview.okolariet.dk

Industrirobotter

hvad er en robot.jpg

Glem alt om romantiske filmrobotter med følelser. Over 1 million industrirobotter udfører verden rundt den samme række af endeløse bevægelser hver dag. Med stor sandsynlighed har en robot samlet og malet din bil og den computer, du bruger dagligt. 

Den første industrirobot – den amerikanske Unimate - blev taget i brug på bilfabrikken General Motors, hvor den fra 1962 svejsede biler i en uendelighed.

Japan overhaler – bilindustrien aftager
Manglen på arbejdskraft og japanernes store åbenhed overfor robotteknologi gjorde, at landet blev førende på området op gennem 1970’erne. I 1980’erne blev industrirobotter for alvor udbredt især i bilindustrien. Efterhånden har industrirobotterne spredt sig til alle områder lige fra malkerobotter over fiske-filetering og lagerstyring til håndtering af radioaktivt materiale i takt med, at de er blevet mere avancerede og koster mindre. Bilindustrien er stadig den største aftager, hvor robotterne maler, svejser, samler og flytter. 

Fremtidens industrirobotter
Udviklingen sker hurtigt: robotterne bliver mindre, laves i moduler, bliver lettere at samle og programmere og endelig bliver de mere autonome. Fremtidens industrirobotter er mobile, så de kan flytte sig efter opgaverne og tilpasse sig omgivelserne og skiftende opgaver. I dag findes der fx allerede lagerrobotter, hvor hylderne er selve robotten, der kører rundt på lageret. 

I Danmark var der i 2008 i alt 4622 industrirobotter, hvoraf hovedparten findes i danske industrivirksomheder, en mindre del i landbruget og enkelte bruges til udvikling og forsøg.

Robotarm i Legoland
Power Builder robotten i Legoland er verdens første robotarm, der kan bærer mennesker. Det er en forlystelse, hvor gæsterne programmerer robotarmene til lige den tur, de gerne vil have. Armene har6 bevægelige led. Hver arm har 70 forskellige typer bevægelser og fem niveauer, der kan kombineres til 1,4 milliarder forskellige ture.

Vidste du...

  • at lande med flest robotter også har lavest arbejdsløshed?
  • at robotter ikke tager jobbene, men de omformer arbejdsmarkedet og skaber flere faglærte jobs?
  • at robotter forbedrer arbejdsmiljøet, fordi de overtager mange ubehagelige, nedslidende og farlige jobs?

Industrirobotter

En utrættelig svejserobot