Bue Logo preview.okolariet.dk

Uran i Grønland

uran.jpg

Der er fundet uran flere steder i Grønland. Undersøgelserne fandt sted fra midten af 1950’erne og frem til 1985 af danske statslige forskningsinstitutioner bl.a. Københavns Universitet, GEUS og RISØ. Fra 1985 blev det besluttet ikke at efterforske eller udvinde uran i Grønland.

I disse år er der stor fokus på Kvanefjeld ved Narsaq i Sydgrønland, som er Grønlands bedst kendte forekomst af uran. Siden opdagelsen af forekomsten i 1955, er den blevet undersøgt utallige gange af både offentlige institutioner og i de senere år af private selskaber.

Steenstrupin
Det uranholdige mineral i Kvanefjeld hedder steenstrupin. Foruden uran indeholder det blandt andet også thorium, zink og de eftertragtede sjældne jordarter. Set på verdensplan er forekomsten af uran i Kvanefjeld relativt lille og lavlødig, hvilket betyder, at mængden af uran per ton malm ikke er specielt stor, og det er desuden vanskeligt at bryde og udvinde. Derfor er uranudvinding ikke kommercielt særlig attraktivt fra Kvanefjeld, selvom det havde været lovligt.

Steenstrupine Ce 21582Steenstrupin fra Kvanefjeld. Foto: Wikimedia

Uran som biprodukt
Interessen samler sig om forekomsten af sjældne jordarter, der menes at være en af verdens største! Skal de udvindes, vil uran være et uundgåeligt biprodukt af minedriften. Der vil også være rester af radioaktivt materiale i det, der kaldes ”tailings”, som er det bjergmateriale, der bliver tilovers, når de værdifulde mineraler er skilt fra malmen.

Det australsk ejede selskab Greenland Minerals and Energy har undersøgt mulighederne for et mineprojekt ved Kvanefjeld. I 2015 ser det dog ud til, at planerne lader vente på sig, selvom grundige forundersøgelser allerede er foretaget.

Minens levetid forventes at kunne blive 33 år med en årlig produktion på i alt 7,2 mio. tons malm. I forbindelse med minen skal der ifølge selskabet sandsynligvis anlægges veje, beboelse til arbejderne, et behandlingsanlæg og en havn til udskibning.

Selve brydningen skulle foregå i en åben mine. Restmaterialet, ”tailings”, skal efter planen deponeres i søen Taseq nogle kilometer nordøst for Narsaq. Det vil kræve, at et mindre vandløb dirigeres uden om søen, og at den ikke kan anvendes som drikkevandskilde for Narsaq by.