Bue Logo preview.okolariet.dk

Grønlands råstoffer

grønlands-råstoffer.jpg

Eftersøgning og udvinding af råstoffer er kostbart, og kræver derfor mange ressourcer. Det er derfor ofte store selskaber eller offentlige myndigheder der foretager eftersøgning og udvinding.
På Grønland er der en række aktører som står for eftersøgning og udvinding. Én af de vigtigste aktører er GEUS.

GEUS er den daglige forkortelse for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Det er en dansk uafhængig forsknings- og konsulentinstitution indenfor miljøgeologi, vandressourcer, energi og mineralske råstoffer. GEUS er det største samlede forskningsmiljø på det geologiske område i Danmark. Institutionen udfører dataindsamlinger og opbevaring, forskning, rådgivning og kommunikation for at kunne udnytte og beskytte de naturlige geologiske ressourcer i Danmark, Grønland og Færøerne.

GEUS hører under Klima- og Energiministeriet og er en del af Geocenter Danmark, der også omfatter de geologiske institutter ved Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

GEUS i Grønland
GEUS har et højt aktivitetsniveau, hvad angår feltundersøgelser i og omkring Grønland. GEUS feltaktiviteter er bl.a. geologisk og geofysisk kortlægning, mineralefterforskning, oliegeologi, maringeologi, klima- og miljøforskning samt glaciologi. GEUS hjælper Råstofdirektoratet i Grønland med at afklare alle geologiske spørgsmål i forbindelse med sagsbehandlingen af de private selskaber, der søger og udvinder mineraler.