Mange voksne snakker om drivhuseffekten. I TV og radio ser og hører vi om, at klimaet bliver varmere på grund af drivhuseffekten. Men hvad er drivhuseffekten egentlig? Og hvorfor bliver det varmere inde i et drivhus end udenfor drivhuset?
Du oplever det faktisk tit:
Selvom Solen skinner, kan du godt komme til at fryse, hvis du sidder stille udendørs. Men hvis du sidder indendørs bag en stor rude, vil Solens stråler hurtigt få dig til at svede. Når Solens stråler rammer din hud, jorden eller noget andet, så bliver strålerne til varme.
Ude i den frie luft, vil varmen hurtigt blive afgivet til omgivelserne; men inde bag en rude vil varmen ikke forsvinde så hurtigt.
[1.1] Solens stråler går let gennem glasset ind i drivhuset; men varmen fra drivhuset har svært ved at komme gennem glasset.