Bue Logo preview.okolariet.dk

Økolariet vil boble af liv i sommerferien. Det begynder på forpladsen med sæbebobler og fortsætter inden for med quiz, spil, LEGO, sommerpostkort og masser af leg og læring for store og små.

Hele sommeren er pladsen foran Økolariet fyldt med kreative måder at lave sæbebobler på. I et stort kar bliver du omringet af en kæmpeboble og som noget nyt, kan du lave bobler med genbrugsting som plastikflasker, piskeris og sokker! Prøv også at lave kæmpebobler med særlige stænger og snore, sæbeboblestængerne har du også mulighed for selv at fremstille og få med hjem sammen med en pose af Økolariets hemmelige sæbeblanding.

”Der er virkelig mange af vores gæster, der i løbet af året har spurgt til, om vi stadig har sæbebobler. Sidste sommer var det en kæmpesucces, og det er noget vores gæster kan huske. Det er en sommeraktivitet, fordi vi er nødt til at have det udenfor, og i år bliver det på forpladsen, som vi omdøber til Sæbebobleriet”, fortæller eventmager Pernille Petrowsky, der er i fuld gang med at forberede materialer til boblerierne.

Inden for kan gæsterne gå på jagt efter sæbebobler, der er hængt op i alle udstillinger, som led i sommerquizzen. Hver måned udtrækkes en vinder, der får en fin præmie fra butikken.

”Sæbebobler er fascinerende og rigtig gode til at gøre børn og voksne nysgerrige på naturvidenskab. Derfor har vi lavet en sæbeboblequiz, hvor man fx skal finde svar på, hvorfor boblerne er runde, har farver, hvor store de kan blive og meget mere”, fortæller Sabrina Rand fra Økolariets skoletjeneste.

Nyt på taghaven

På taghaven kan gæsterne få gode råd til, hvordan de kan gøre deres egen have mere spændende både for dem selv og dyrene ved hjælp af planter, dyreboliger og gode råd. Det er en udvidelse af særudstillingen ”Biodiversitet - Naturen i ubalance”, hvor der sættes fokus på Danmarks mangfoldige natur og de udfordringer, der er med til at bevare den.

Der er også opstillet en masse nye havebænke og solstole, så der er rig mulighed for at nyde sommeren og planterne – det er tilladt at smage på bær og spiselige planter. Madpakken må også gerne indtages her eller i madpakkerummet.

Endnu flere aktiviteter

I LEGO-værkstedet er der mulighed for at bygge noget fra vores forunderlige natur. Måske en sommerfugl, en ulv eller et træ, som kan udstilles i et landskab, der vil vokse sig større og større over sommeren. Og som noget efterhånden lidt gammeldags og måske eksotisk, kan gæsterne dekorere deres eget sommerpostkort og sende det fra en postkasse til familie og venner med en sommerhilsen.

Skoletjenesten har også indrettet en workshop med smagsprøver på deres sjove og lærerige tilbud, hvor du fx kan programmere LEGO robotter, lægge puslespil samtidig med, at du bliver klog på biodiversitet, sortere affald eller prøve spillet Sved og Svar, hvor du skal kombinere hurtighed og viden.

Alle aktiviteter er gratis, bortset fra fremstilling af sæbeboblestænger til at tage med hjem. De koster 50 kr.

”Vi har altid mange forskellige aktiviteter i sommerferien, så der er noget for alle, og vi er meget glade for, at flere og flere har lyst til at have en god dag sammen med familien og samtidig blive lidt klogere på, hvordan vi mennesker påvirker vores fælles klode. Jeg er spændt på, om 2018 vil blive det 5. år i træk med besøgsrekord”, siger Økolarieleder Niels Nørgaard.

Hen over sommeren tilbyder Økolariets naturvejleder ture i sommerlandet. Turene er gratis at deltage i og tilmelding er ikke nødvendig. Se mere om Økolariets ture, udstillinger og aktiviteter på hjemmesiden – www.okolariet.dk

Åbningstider: alle dage kl. 10-16

Kontaktpersoner:

Økolarieleder Niels Nørgaard, tlf. 7681 2050, mail: nieno@vejle.dk

Gitte Nørrebo Sørensen, tlf. 7681 2051, mail: gitns@vejle.dk