Økolariet har - tradition tro - åben alle dage i skolernes efterårsferie i uge 42. Efterårsferien er en af de uger, hvor mange familier plejer at besøge Økolariet, og der er derfor ekstra mange aktiviteter i ferien. Udover at se udstillingerne kan du allerede fra lørdag den 15. oktober slå fantasien løs i konfektkøkkenet, robotværkstedet, LEGO-værkstedet samt deltage i en efterårsquiz, foredrag, arrangementer, naturture og rundvisninger.
Kriblende aktiviteter
Insekter er omdrejningspunktet i Økolariets aktiviteter i efterårsferien. ”Insekter er proteinrige og bliver i fremtiden en del af vores fødevarekilde. Vi har siden februar i år formidlet om emnet i udstillingen ”Undskyld! Der er en orm i min kage”, og vi kan mærke den stigende interesse for spisning af insekter, efter vi er startet med netop den udstilling. Mange gæster har stort mod på at smage på vores ristede insekter og går fra Økolariet med den overbevisning, at det ikke er noget problem at få insekter med på menuen i fremtiden,” fortæller Økolarieleder Niels Nørgaard.
Med det in mente har Økolariet lavet aktiviteter med insekter som tema til efterårsferien. Kom f.eks. og prøv at lave din egen insektkonfekt med lækre græshopper, rosiner, proteinholdige melorme, smeltet chokolade, fårekyllinger og popcorn toppet med pynt. I robotværkstedet kan du lave en Børst-O-Sekt, som laves ved hjælp af en neglebørste, et batteri, en motor, et par ledninger og noget pynt. I et lokale har vi samlet al det LEGO, vi har, og her sætter fantasien ingen grænser, når du kan bygge og kreere et flot LEGO-insekt, som bagefter bliver udstillet i Økolariet.
Mød insektmænd
I løbet af ferien har du også mulighed for at møde to rigtige insektmænd i Økolariet. En insektforsker og en ”enorm” insektmand. Tirsdag den 18. oktober kl. 10-16 besøger Lasse Hinrichsen, fra firmaet ENORM, Økolariet. Lasse har startet sit eget firma, hvor han spreder budskabet omkring spiselige insekter og sælger små snack af ristede melorme. Mød Lasse og få selv fingrene i insekterne, høst dem og tilbered dem på panden.
Den anden insektmand, du kan møde, er insektforsker Lars-Henrik Lau Heckmann fra Teknologisk Institut, som søndag den 23. oktober kl. 14.00 fortæller om sine erfaringer med forskning af spiselige insekter.
”Søndag den 23. oktober er udnævnt til World Edible Insect Day (spiselige insekters dag), hvor der rundt omkring i hele verden er aktiviteter og foredrag om emnet. Vi har derfor i Økolariet valgt at få Lars-Henrik på besøg og give et indblik i en forskers opgaver med opdræt af spiselige insekterog om den udvikling, der sker i Danmark og Europa med hensyn til insekter som fremtidens nye råvare”, fortæller Økolariets koordinator Gitte Nørrebo Sørensen.
Rundvisninger og naturture – helt gratis
Økolariet har også arrangeret ture, som foregår uden for huset. Mandag og onsdag i uge 42 er der rundvisninger på Vejle Spildevand, hvor du kan få indblik i, hvordan dit spildevand bliver behandlet. Du kan også tage med Økolariets naturvejleder Steen Hedrup på naturtur i dyrehaven og høre om efteråret i naturen, eller tage på jagt efter insekter og insektædere i Søndermarks- eller Nørreskoven. Se programmet for ugen her: www.okolariet.dk
Kontaktinfo:
Niels Nørgaard, Økolarieleder, Økolariet, Teknik & Miljø, Vejle Kommune. Mail: nieno@vejle.dk og tlf.: 76 81 20 50 eller 29 29 20 46.
Gitte Nørrebo Sørensen, koordinator, Økolariet, Teknik & Miljø, Vejle Kommune. Mail: gitns@vejle.dk og tlf.: 76 81 20 61 eller 41 43 09 20.