Bue Logo Til forsiden

Økolariet forventer, at gæst nr. 500.000 besøger Økolariet en gang i løbet af Kristi himmelfartsferien, og det skal selvfølgelig fejres på behørig vis. ”Er du heldig at blive gæst nr. 500.000, vanker der både unikke ’upcycling gaver’ og lidt godt til ganen i form af økologiske kager eller is til dig og din familie”, lover økolarieleder Niels Nørgaard. Økolariet vil dog også have noget at byde på for de øvrige gæster i Kristi himmelfartsferien og i pinsen. Der vil således både være mulighed for at deltage i ”Toiletbasket”, bygge ”skrot-o-botter”, fodre Økolariets dyr, så som melorme og rotter, og, som noget helt nyt, få et check på, hvor ”hot” din kæreste er, med vores nye IR-kamera.

Et populært besøgscenter med fokus på natur, miljø og sundhed

Økolariet åbnede i 2003 og er siden blevet besøgt af omkring 45.000 gæster årligt. Ideen bag Økolariet er at skabe et center, hvor gæster og skoleklasser kan finde viden og opnå ny indsigt inden for emnerne natur, miljø og sundhed. Vejle Kommune, der driver Økolariet med støtte fra AffaldGenbrug og Vejle Spildevand, har valgt, at det skal være gratis at besøge Økolariet, så alle har mulighed for at få spændende og lærerige oplevelser. Nogle af de nye tiltag, Økolariet har iværksat i 2015, er at øge antallet af aktiviteter, gæsterne kan deltage i. Samtidig har Økolariet udvidet åbningstiderne til nu at åbne kl. 10.00  samt have åbent på alle ugens dage i ferier og højtider. 

Publikumsrekord i foråret

Spændende udstillinger, aktiviteter og gode undervisningstilbud til skolerne har siden åbningen i vinterferien resulteret i, at mere end 20.000 gæster har besøgt Økolariet. Det er mere end 30 % flere gæster end på samme tid sidste år. Økolarieleder Niels Nørgaard er naturligvis meget glad for, at så mange gæster har valgt at besøge udstillingerne og deltage i de mange aktiviteter, og han tænker allerede på muligheden for at nå 60.000 besøgende i 2015:

”Det ville være fantastisk at nå 60.000 besøgende og et klart bevis på, at vi arbejder i den rigtige retning. Jeg bliver da oprigtigt stolt, når jeg i forbifarten hører et par gæster sige: Økolariet er i hvert fald langt mere spændende end mange af de steder, hvor man betaler entré” udtaler Niels Nørgaard.

Økolariet har åben alle dage i Kristi himmelfart- og pinseferien kl. 10-16.  

Kontaktpersoner

Økolarieleder Niels Nørgaard, tlf. 7681 2050 / mobil 2929 2046. Mail: nieno@vejle.dk

Adm. koordinator Gitte Nørrebo Sørensen, tlf. 7681 2051 / mobil 4143 0920. Mail: gitns@vejle.dk

Billedmateriale (klik på billedet for fuld størrelse)

Gaester Forplads

Fototekst: Nogle af de glade 500.000 gæster, som har besøgt Økolariet gennem tiden.