Ny særudstilling om upcycling i Økolariet
Vi bliver flere og flere mennesker på jorden og vores forbrug stiger. Samtidig er resurserne knappe og mængderne af affald vokser. Vi danskere producerer alene 9 millioner tons affald om året. Ifølge regeringen er målet et Danmark helt uden affald.
I fremtiden skal vi derfor blive bedre til at udnytte værdierne i det, vi i dag kalder affald. Vi skal blive bedre til at genbruge og genanvende. På den baggrund er en ny trend ved at brede sig i Danmark. Den hedder ”Upcycling”, og det er også temaet for Økolariets nye udstilling.
Upcycling handler ikke kun om genbrug, men om at genanvende for at få et bedre produkt end det oprindelige, og på den måde bevare de råmaterialer og resurser vi har. I udstillingen kan man se, hvordan nogle af de mange ting, vi normalt smider ud, kan blive til helt nye unikke produkter. Der er også forskellige bud på, hvordan vi kan producere nye varer, som er designet til at være lette at skille ad igen og som let kan indgå i nye varer.
Prøv selv
Kom og bliv inspireret til selv at gå i gang med at udnytte værdien i vores forbrugsvarer, i stedet for at smide dem ud. Se blandt andet hvordan brugte festivaltelte bliver til smukke tasker, eller en herreskjorte er blevet til en ny kjole.
”Du kan gå i det interaktive prøverum, hvor du kan se dig selv i forskellige kjoler eller bukser. Du kan også høre om, hvordan du kan lease eller leje dit tøj i stedet for at eje det. Forskellige virksomheder viser, hvordan de arbejder med at udnytte materialer og resurser igen i deres produkter. Man kan blandt andet se, hvordan ”Upcycle House” benytter brugte containere, som den bærende konstruktion i et arkitektonisk smukt hus med en familievenlig indretning”, fortæller Økolariets projektleder Agnes Conradi.
I udstillingen kan man se et bud på indretningen af det, der betegnes som den mindste anstændige bolig til et menneske, som er på 9 m2. Boligen er bygget i udstillingen og indrettet af ”Handcoorporation” med enkle møbler og de funktioner, der skal være plads til i en bolig.
Se udstillingen lige op til efterårsferien fra lørdag den 11. oktober kl. 11.00.
Kontaktpersoner:
Projektleder Agnes Conradi
Mail: agnco@vejle.dk
Tlf.: 7681 2055/2040 5105
Åbningstider
Åben alle ugens dage
kl. 10:00 - 16:00
inkl. weekender og helligdage
Vinterlukket: december og januar