Sommerferie i Økolariet
Økolariet melder klar til dette års sommergæster. De seneste år har mellem 7.000 og 8.000 gæster besøgt Økolariets udstillinger henover sommeren. Gæsterne har været lokale gæster samt danske og udenlandske turister typisk fra Tyskland, Holland og Skandinavien, men til tider også fra de oversøiske lande, som USA, Cananda og Japan.
Sommerferieaktiviteter
Traditionen tro er der som supplement til udstillingerne i hele ferien planlagt en række sommerferie-aktiviteter. Du kan bygge fremtidens Vejle i LEGO-kolodser, dyste med i en ”kryds og bolle battle” på forpladsen hver onsdag eller blive klogere med sommerferiequizen, som du kan tage med rundt i Økolariets udstillinger.
Økolariet er således igen i år rustet til, at tage i mod de mange gæster og turister, som kan opleve følgende spændende og aktuelle særudstillinger hen over sommeren.
- Dyr i Krig
Økolariets store særudstilling om duer, delfiner, elefanter, heste, hunde mfl., som har været soldatens hjælpere i krig gennem tiderne og helt frem til i dag. Hvilke særlige egenskaber bruger dyrene, og hvordan kan robotter og droner erstatte dyr i krig i fremtiden. - Urban Gardening – Byhaver
Se udstillingen, som stiller skarpt på en ny trend, der breder sig i byerne. - Jagten på Råstoffer
Vi er afhængige af råstoffer. Se fx hvor mange råstoffer hver person bruger i løbet af et menneskeliv. Udstillingen giver dig viden om råstofferne og hvorfor det er vigtigt, at genbruge råstofferne. - Sten & Strandskaller
Miniudstilling om sten og skaller fra stranden. Få både viden og sjove idéer med hjem til leg og aktiviteter med sten og strandskaller. - Tips & Trix
I udstillingen får du gode husråd, som kan hjælpe dig med at skabe et rart og rent hjem – miljøvenligt.
Økolariets naturvejledere tilbyder en række ture i sommerens natur, blandt andet til Kongens Kær, stranden og andre skønne steder.
Hver søndag kl. 14-14.30 er der også henover sommeren spændende arrangementer. Her kan nævnes: ”bliv robotprogrammør”, ”drone-robot i aktion” og ”urbane haver”.
Økolariet holder åben hver dag i ferien fra kl. 11-16 – dog ikke fredage, som er den faste lukkedag.
Nærmere beskrivelser af udstillinger og aktiviteter kan findes på Økolariets hjemmeside – www.okolariet.dk.
Kontaktinformation:
Vedr. ferieaktiviteter: Gitte Nørrebo Sørensen, tlf. 76812051 – gitns@vejle.dk
Vedr.: naturture: Steen Hedrup, tlf. 7681 2052 – stehe@vejle.dk
Vedr. udstillinger: Finn Lillethorup, tlf. 7681 2053 – finli@vejle.dk