Bue Logo preview.okolariet.dk

21.6.13 Sommerferie i Økolariet

Hvert år i juli besøges Økolariet af 5-7000 sommerturister i alle aldre.

Det forpligter os til at gøre os lidt ekstra anstrengelser for at tilbyde sommeraktiviteter til hele familien og til de mindste.

Derfor har vi lavet en ny sommerquiz med præmier og 2 gør-det-selv aktiviteter med raketbyggeri i lego-materialer og skattejagt i Økolariets særudstilling om jagten på råstoffer. 

Naturinteresserede kan deltage i naturen i Vejle Kommune med naturvejleder Steen Hedrup. Hen over sommeren tilbyder vi 7 offentlige ture som alle -ligesom besøget i Økolariet- er gratis. 

Emnerne for naturturene spænder fra spiseligt ved stranden ved sydsiden af Vejle Fjord, til ture ved Kongens Kær, hvor et rigt fugle- og dyreliv udfolder sig.

Hvis vores gæster vil vide mere om rummet og vores solsystem kan vi anbefale vores særudstilling om rumrejsen eller en tur langs planetstien som går langs Vejle Å fra Strøget og ca. 2 km ud forbi Rosborg. Har man sin smart-phone med kan man på særlige planetpæle læse 2D-koder og konkurrere om planetviden. 

Økolariet har i øvrigt haft et stort besøgstal i 1. halvår 2013. Hvad vi tabte af skolebesøg på grund af lærer-lockouten fik vi ind fra ekstra besøg af familier med børn og unge.

Ole Due/21.6.13