Bue Logo preview.okolariet.dk

13.3.13 Påskekyllinger eller guldæg

Økolariet varmer op til en påskeuge med masser af aktiviteter.

Det er næsten en tradition at landbrugets afdeling - kaldet Åbent Landbrug- leverer nye udklækkede gule kyllinger til Økolariet i påsken. Her udsætter vi dem på rent savsmuld under en god varmelampe. Og med tilstrækkeligt frisk vand og foder hygger de sig hele påsken i Økolariets foyer, indtil de skal tilbage til landmanden. Ud over at opleve de gule kyllinger, er der mange andre påskeaktiviteter for hele familie i Økolariet. 

Årets naturvidenskabelige tema i Økolariet er råstoffer og mineraler. Derfor er en af påskeaktiviteterne, at hjælpe Økolariets minearbejder Mine-Mike med at finde de mineral- og guld- og sølvæg han har tabt i Økolariet. De dygtigste hjælpere deltager i en konkurrence om præmier fra Økolariets butik med spil, plysdyr mm. 

Til slikmunde er der også muligheder i Økolariet. Kan man finde de mange råstoffer i udstillingen om Jagten på råstoffer – Grønlands skatte, er der med sikkerhed et chokoladepåskeæg som gevinst.

I påskeværkstedet kan de fingernemme lave gækkebreve til familie og venner. I værkstedet har vi materialerne klar og vi har opsat mange sjove eksempler som inspiration til både gækkebreve og gækkevers. 

Aktiviteterne er i gang hele påsken. Vi har kun er lukket fredag i påskeugen, ellers er der åbent alle dage.